|
Dato 22-07-2008
Mange familier vælger at tilbringe en del af sommerferien i Sydafrika, hvor der findes uanede muligheder for børn og unge med bare en smule interesse i vildt og natur. Friheden i at udforske bushen & de store vidder - både med en sporer og på egen hånd - er selvsagt en kæmpe oplevelse, når man er opvokset i Norden. For fem fætre og kusiner blev to uger i Sydafrika til en oplevelse for livet. For de tre drenge, som alle er meget jagtinteresserede, blev det til en masse drømme, der endelig blev levet ud. På denne tid af året findes der rig mulighed for hundyrsjagt, og der blev jaget i bushen fra morgen til aften - hvad enten det var efter antiloper, perlehøns, duer, firben eller mus - med alt fra slangebøsse, luftbøsse og haglbøsse til riffel. Som ung jæger giver to uger i bushen, ledsaget af kyndige sporere og professionelle jægere, mere jagtviden og erfaring, end man vil kunne samle sammen på flere år herhjemme. Samtidig er denne viden - både hvad angår sikkerhed, skudplacering, skudreaktioner og meget mere - utrolig nyttig, når man sidenhen står som 16 årig og skal til at være aktiv jæger i Danmark. Den ældste af de tre drenge havde en meget slående kommentar den sidste dag, hvor turen gik hjem mod Danmark: "You can take me out of the bush, but you can't take the bush out of me" |


