|
Dato 31-08-2008
Sort næsehorn har en adfærd, som minder meget om bøflers. De holder sig i tæt bush, bruger vinden utroligt meget, når de bevæger sig i bushen, og har den samme evne til altid at udvælge en plads for dagshvile, hvor både vinden og udsigten er til deres fordel.
Jagten på sort næsehorn i Greater St. Lucia National Park blev derfor en jagtmæssig stor udfordring, som absolut ikke blev mindre af, at jægeren havde et ønske om at nedlægge en meget gammel tyr. Foruden vort jagtteam - bestående af en yderst erfaren jæger, en PH fra Sydafrika, Erik Mararv fra CAR, en ranger fra KNZ Parks, Trine Bengtsson samt to Zulu trackere - havde vi sideløbende flere hold trackere ude for at lede efter spor. På fjerde jagtdag havde vi den første kontakt med en gammel tyr, som efter 7 timers sporarbejde - hvor vi flere gange havde været inde på under 10 meter - kunne kåre sig selv som sejrsherre i dén dyst. Dagen efter samlede vi sporet op igen nede ved floden, hvor tyren havde drukket om natten. Yderligere 7 timers sporarbejde resulterede i en rimelig skudchance på 12 meter, som blev udnyttet til fulde. Tyren menes at være ca. 40 år gammel. |


