Vi får løbende spørgsmål der går på, hvordan vildt og jagt forvaltes i Afrika. Samtidig mærker vi en stor interesse, når vi holder foredrag rundt om i Skandinavien, omkring det at forvalte en vildtstamme på en naturlig og bæredygtig måde - det være sig indenlands eller udenlands.

Da det er almindeligt kendt, at mange afrikanske lande har haft stor succes med deres mangeårige kontrol af afskydningen, samt deres fokus på de langsigtede planer for vildtstammerne, er der helt sikkert noget at tage med hjem fra sin afrikanske safari - foruden sine trofæer. Hvis man har en naturlig interesse for emnet, vil man kunne lære utroligt meget, de dage man tilbringer med de professionelle folk i bushen. En sådan dialog og heraf følgende indsigt vil samtidig gøre jagten til en mere intens oplevelse.

Det kan være svært for udenforstående helt at forstå, hvordan man i Afrika - med de begrænsede midler og den anderledes kultur - er lykkedes med at forvalte sit vildt med så stor succes.

I bund og grund handler det om at give vildtet en værdi. Alt, der ikke har værdi i Afrika, bliver allemandseje. Vildt, som ikke kan indbringe kød eller penge fra udenlandske jægere, vil derfor blive jaget uhæmmet af de lokale - efter behov og ofte ved brug af etisk tvivlsomme metoder.

De lokale jægere jager ikke af lyst men af nød, og så længe de får dækket deres behov - i form af kød samt sikkerhed for at bestandene ikke bliver et for stort problem for deres øvrige fødevareproduktion - så er de fuldt tilfredse med at få udleveret kødet, frem for selv at skulle lave det hårde arbejde, der ligger i at jage. En enkel metode, som virker i et samfund hvor de flestes behov er beskedne, set med vore skandinaviske øjne.

I Skandinavien har man et lidt anderledes syn på forvaltningen, da denne i mange tilfælde beror på jægernes interesse for vildtet og naturen, men også en interesse for egne jagtmuligheder. Vores jagtområder er betydeligt mindre, og det kan derfor være svært at tale om, at man forvalter sit eget vildt. Her er samarbejde og fælles beslutninger dét, som kan give den bæredygtighed, som er påkrævet i de mere langsigtede planer for bestandene.

I Afrika har man accepteret, at der findes to måder, hvorpå man kan forvalte sin vildtstamme.

1) Den ene er jagtfarmene, som etableres med henblik på trofæjagt, dvs. kun med trofæer og kvantitet for øje, samt det at kunne supplere med vildt til andre områder.

Det sidste er en udmærket funktion, som sikrer de oprindelige jagtområder i Afrika mulighed for at udsætte vildt, hvis man - enten p.g.a. af tørke, sygdom eller en for høj bestand af rovdyr - skulle have behov for at supplere.

Det skal her nævnes, at man i de oprindelige jagtområder, hvor "put & take" er bandlyst, kun vil udsætte vildt, som er naturligt forekommende i området, og her hovedsageligt hundyr som kan skabe en ny naturlig bestand.

På de hegnede jagtfarme, er bestandene som regel så store, at der fodres kunstigt, og her vil ejeren have eneretten til at beslutte, hvordan afskydningen skal foregå, både hvad angår antal og fordelingen af hundyr og handyr.
Indtjeningen fra disse jagtfarme går udelukkende til den private ejer af farmen.

2) Den anden forvaltningsmetode som anvendes i Afrika, findes i de områder, som vi betegner som "oprindelige jagtområder". Det er områder, der qua deres størrelse og naturlige vildtbestand kan skabe rammerne for en klassisk safari.
Det bærende princip er her, at "naturen skal gå sin gang". Derved ikke sagt, at man ikke gør en aktiv indsats for at bibeholde sine bestande. Dette sker i form af tilgang til vand, kontrol af krybskytter, samarbejde med lokalbefolkningen, samt eventuelt udsætning af vildtarter som er hjemmehørende, men af den ene eller anden grund forsvundet.

På disse jagtområder er det den relevante statsinstans der afgør, hvilken vildtkvote man som jagtoperatør får tildelt. Disse beslutninger træffes på baggrund af vildttællinger og indberetninger fra området.

En overtrædelse af de tildelte kvoter kan få fatale konsekvenser for den pågældende outfitter.

Der ligger således et stort ansvar på de safarioperatører, som er i besiddelse af eget forvaltningsområde, samtidig med at de bliver tvunget til at tænke langsigtet.

Indtjeningen fra disse områder, går dels den den lokale jagtoperatør, og dels til staten som tilskud til yderligere tiltag for vildtforvaltningen.

Igen - det handler om, at vildtet har en så stor værdi for deres forretning, at fejltagelser og manglende hensyn til den naturlige forvaltning, ganske enkelt ikke betaler sig i længden.

I Sydafrika og Namibia findes stadig enkelte jagtområder, som drives med professionel vildtforvaltning, men i øvrigt vil det oftest være i lande som Zimbabwe, Mozambique, Zambia, Tanzania samt det centrale Afrika, at man vil kunne opleve, hvordan man med succes kan få alles behov til at gå op i en højere enhed.